Fornemt, internationalt selskab
NORDSJÆLLANDS KOSMETOLOGSKOLE er kommet igennem nåleøjet og er blevet godkendt til at være en såkaldt Cidesco Training School. Det er den ypperste blåstempling af et uddannelsessted inden for branchen og har til formål at uddanne fremtidens dygtigste kosmetologer. Rejsen dertil har været lang og udfordrende. Men nu er NORDSJÆLLANDS KOSMETOLOGSKOLE klar til at tage imod nye elever i et endnu mere professionelt og spændende læringsmiljø. Målet er at uddanne verdens BEDSTE kosmetologer.
”Det har taget omkring et år at blive godkendt til at blive en international Cidesco Training School. Rigtigt mange kriterier skal være opfyldt for at opnå dette internationale niveau og denne status. Processen har været både hård og lærerig. Vi er blevet udfordret på mange niveauer, og med bl.a. super godt samarbejde med Dansk Kosmetolog Forening (DKF) er vi nu kommet i mål”, fortæller Ann Engdal. Hun ejer og driver NORDSJÆLLANDS KOSMETOLOGSKOLE og har igennem de seneste 20 år uddannet over 400 elever fra skolen i Hillerød. Med godkendelsen følger nye og større krav i forhold til alt fra læringsmiljø til pensum. Det er de færreste skoler, som kommer igennem nåleøjet.
Verdens dygtigste kosmetologer bliver uddannet i Hillerød
Cidesco er en schweizisk organisation, som har til formål at uddanne verdens BEDSTE kosmetologer og professionalisere branchen yderligere. Deres særlige uddannelseskoncept bygger på en solid og grundig variation mellem det teoretiske og det praktiske. Deres program indeholder klare regler til pensum, eksamensform, discipliner og censorer, der eksaminerer eleverne. Derfor har NORDSJÆLLANDS KOSMETOLOGSKOLE været alle procedurer grundigt igennem for at kunne leve op til godkendelsen.
”For at blive godkendt har vi bl.a. ændret på vores pensum, som nu indeholder flere anatomiske fag. Derudover vil eleverne opleve, at den praktiske del bliver langt mere case-orienteret. Her følger vores elever nogle kunder tæt igennem et længere forløb. Det munder ud i et projekt. Og så har vi investeret i nye behandlingsmaskiner, som kommer både elever og kunder til gavn”, siger Ann Engdal.
Attraktivt eksamensbevis og adgang til hele verden
Lige om lidt starter første hold med Cidesco godkendelsen i ryggen. Eleverne kan forvente at blive undervist af professionelle lærere, som bringer dem sikkert og godt igennem uddannelsen. Uddannelsen varer mellem 1 og 1 ½ år. Eksamen gennemføres med internationalt godkendte censorer, og når beviset er i hus, vil de nyuddannede kosmetologer stå med et bevis, som er adgangsgivende til både job og uddannelsesoverbygninger i hele verden.