GRÆSTED VETERANTRÆF

Siden 1996 er der blevet afholdt veterantræf i Græsted og altid med overraskelser på programmet, som f.eks.  i 2017, hvor 'Store Krone', kongehusets ældste og fineste bil, kom på besøg. Herudover har der været forskellige udstillinger og oplevelser som veksler fra år til år, blandt de mange faste oplevelser. Og generelt lover GRÆSTED VETERANTRÆF altid masser af spændende overraskelser for hele familien.

Tag på en hyggelig familieudflugt til Græsted - og oplev ægte nostalgi

Forældre og bedsteforældre kan fornøje børnene med at fortælle om svundne tider og egne oplevelser, når I står foran de mange gamle, smukke og ikke mindst nostalgiske køretøjer af alle typer. Der er rig mulighed for at opleve dampmaskiner, veteranbiler/-lastbiler/-motorcykler/-knallerter, damp- og andre veteranlokomotiver, veteranlandbrugsmaskiner /- traktorer, amerikanerbiler, traktortræk, 4*4 og gamle danske håndværk.

Lad også børnene prøve forlystelserne i det gamle tivoli, de gamle luftgynger eller en tur i Danmarks eneste dødsdrom. Der er også dyrskue for børn, hvor de danske husdyr bl.a. indenfor landbruget kan opleves.  Køreture i veterantoget er naturligvis inkluderet og ofte et hit hos børnene - helt på linje med den øvrige underholdning for børn. Der er kampscener med historiske militærfolk og køretøjer, som mange drenge gerne vil fotograferes med.

Mangler du selv en stump til dit gamle køretøj, er der også mulighed for at finde den på Stumpemarkedet eller gå en tur på det store Græsted kræmmermarked. 

Det gamle kaffetelt anno 1910/20-erne med kaffe og kage giver en ny og anderledes oplevelse. Herudover er der selvfølgelig forskellige madboder, så du kan få stillet sulten og tørsten. Og bliver du lidt længere, er der om aftenen forskellig, glad musik og underholdning fra de gode gamle dage. Og skulle der ske et uheld, er der hjælp fra samaritterne/hjertestarter - og desuden en gratis babylounge med bleer og andet godt.

Ønsker du at bruge hele pinsen på veterantræffet og har en gammel campingvogn eller lign., er der også mulighed for at benytte stedets nostalgi-camping. 

Du kan altid læse mere om dette og tidligere års veterantræf her, hvor du også kan finde årets program, når det foreligger, og anden inspiration.

 


Følg med på Facebook

bubble